Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2003
Små dansetrin
Visionerne får usædvanligt små ben at gå på i det første forsøg på samlet politik for den moderne dans i Danmark
Man kan glæde sig over, at den moderne dans endelig har fået en selvstændig status, som har gjort det muligt for en arbejdsgruppe at udarbejde en samlet oversigt og en række forslag til forbedringer på danseområdet. Men dansegruppen har været så bundet på fødderne, at rapporten næppe vil stå som et fremtidigt referenceværk.
På den ene side kritiserer man i rapporten, at landets danseinitiativer i høj grad er afhængig af kortsigtede projektstøttemidler. Man stiller ikke forslag, som gør op med dette korte sigt - blot forslag om yderligere en pulje penge, denne gang til koproduktioner mellem koreografer og kompagnier og en gruppe af stationære teatre.
Dans her, der og allevegne
Dansefolket føler et stærkt behov for større synlighed overfor publikum, at komme ud over rampen, at vise den moderne dans. Dette fører til forslaget om at "Det Kgl. Teater, landsdelsscener, teatrene i Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, egnsteatre og små storbyteatre pålægges en forpligtelse over for den moderne dans i forhold til de turnerende forestillinger". Sikken voldsom dansetrængsel vi vil få på alle danske scener...
Forslaget tager ikke hensyn til teatrenes scenevilkår. Nogle af de små storbyteatre er vitterligt meget små. Og forslaget tager slet ikke i betragtning, at de aktuelle krav til mange teaterscener er større fokusering på en given profil. Altså en tendens til samling, ikke til at tilbyde alt godt fra scenekunstens vidtspændende hav. Men først og fremmest savner man i rapporten fra dansegruppen egentlige strategiske overvejelser om, hvilken placering de moderne danseteatre skal have blandt scenekunstens mange fremtrædelsesformer. Der er intet i rapporten - og slet ikke i referaterne fra arbejdsgruppens møder - som tyder på, at arbejdsgruppen har haft strategiske overvejelser om andet end at finde lidt forbedringer hist og pist. Skal dansen styrkes gennem spredning, ved at findes her, der og allevegne? Eller skal dansen styrkes ved at samle og koordinere de mange initiativer. I rapporten gør man begge dele - og når ingen vegne.
Arbejdsgruppen foreslår, at der bør være "dansekyndig repræsentation i alle råd og udvalg, som beskæftiger sig med dans" og man nævner konkret RBOT-ordningen for turnerende børneteater som et eksempel på dette. Det er et besnærende ønske, selv om man indenfor mange kunstneriske områder kan forestille sig vanskeligheder med at imødekomme ønsker om selvstændig repræsentation.
Konsekvensen vil dog blive, at man i forskellige råd og udvalg vil have en danseeksperter, som reelt bliver ene om beslutningerne. Hvis man i andre sammenhænge kan være nervøs ved at 3-mandsudvalg er for snævre og indspiste, så er denne slags solorepræsentationer mere problematiske. Opnår man en reel dialog og debat om kvalitetsudviklingen indenfor feltet, når der kun er en kompetent person? Eller kunne man forestille sig at samle de dansekyndige på tværs af forskellige nuværende ordninger og dermed give grobund for indsigtsfuld og tværgående prioriteringsdebat for området?
Beklageligvis har arbejdsgruppen været så bundet af den politiske prioritering, at man end ikke har haft plads til denne slags overvejelser.
At danse med armslængde
Arbejdsgruppen om moderne dans blev etableret som et led i aftalen om Tipsmidlerne for 2003. Vist nok første gang man etablerede et udvalgsarbejde gennem Finansudvalgets tipsbevilling. En af aftaleparterne bag denne særegne model var naturligvis Dansk Folkeparti. Samme parti har - som det eneste - haft en repræsentant i arbejdsgruppen. Derved kommer en sådan arbejdsgruppe til at indholde en uskøn blanding af repræsentanter for forskellige dele af dansemiljøet og det politiske niveau.
Man kan ikke fortænke at aktørerne indenfor den moderne dans glæder sig over, at der endelig er en kulturpolitiker med indsigt og engagement i dansen. Prisen for dette er dog i et sådant udvalgsarbejde, at man ikke diskuterer frit; for alle ved, at politikeren skal have en rapport hun kan stå inde for. Og politikeren bindes: hun skal sidenhen arbejde for at gennemføre arbejdsgruppens anbefalinger - alle som en. Rapporten fremstår nemlig i fuld enighed.
Samme politiker har sågar på udvalgets vegne fungeret som brevskriver og indhentet oplysninger fra eksempelvis Danmarks Radio. Her skelnes ikke småligt mellem lovgivende og udøvende magt. Magt er magt - og skal åbenbart bruges.
